På foranledning af oplysninger i nyhedsmedierne
vedrørende interesse for køb af DFDS Koncernens
transportaktiviteter har DFDS Koncernens bestyrelse og
direktion fundet det hensigtsmæssigt at udsende denne
meddelelse.
DFDS Koncernen driver i dag primært virksomhed inden for
to hovedforretningsområder: rederidrift samt international
transport og logistik. Rederiaktiviteterne er organiseret i
DFDS Seaways, der driver passagerskibstrafik mellem større
byer i Nordeuropa, og DFDS Tor Line, der er en førende
operatør af ro/ro-liniefart ligeledes i Nordeuropa.
I tilknytning til Koncernens rederiaktiviteter har DFDS
gennem en årrække udviklet en stor international
transportvirksomhed – DFDS Dan Transport Group - der
i dag har en årlig omsætning på ca.15 mia. kr. og
9.000 medarbejdere fordelt på 250 lokationer i hele verden.
Selskabet er en af de ti største transportvirksomheder i
Europa med hovedvægten på det nordeuropæiske marked.
Inden for begge hovedforretningsområder sker der en
konsolidering af markedet med færre og større virksomheder.
Denne tendens, der er drevet af en intensiveret konkurrence
og omkostningsmæssige fordele for de største aktører på
markedet, nødvendiggør betydelige investeringer i form af
køb af virksomheder og nyt driftsmateriel - herunder
investeringer i IT-infrastruktur. Det er dermed også en
udvikling, der stiller krav til den forretningsmæssige
fokus og finansielle styrke hos de virksomheder, der ønsker
at stå i spidsen for denne udvikling.
DFDS’ bestyrelse og direktion sonderer derfor
forskellige muligheder for at sikre, at både Koncernens
transportaktiviteter og rederiaktiviteter kan drives med
optimal udnyttelse af stordriftsfordele og ledelsesmæssig
fokus på de to forretningsområder. Disse sonderinger, der
omfatter drøftelser med potentielle samarbejdspartnere og
andre virksomheder i den internationale transportindustri,
kan føre til løsninger, der indebærer en ændret
ejerstruktur for DFDS Dan Transport eller et egentligt
frasalg. Disse drøftelser er bl.a. blevet ført med
repræsentanter for postvæsenerne i Danmark, Sverige og
Norge.
Det er bestyrelsens opfattelse, at DFDS’ nuværende
markedsværdi på Københavns Fondsbørs ikke afspejler de
reelle værdier i Koncernens fremtidige
udviklingspotentiale. En løsning, der omfatter en
selvstændig fremtid for rederiaktiviteterne samt DFDS Dan
Transports deltagelse i en større international
virksomhedskonstellation, vurderes at kunne skabe
betydelige merværdier for Koncernens aktionærer.
Af hensyn til den daglige drift i Koncernens rederi- og
transportaktiviteter, vil bestyrelsen søge at komme til en
endelig afklaring af Koncernens strategiske situation så
hurtigt som muligt. Det er ikke hensigtsmæssigt at redegøre
i yderligere detaljer for indholdet af de henvendelser, som
bestyrelsen har modtaget på nuværende tidspunkt. En nærmere
redegørelse vil blive offentliggjort, når en afklaring
foreligger.
På grund af den usikkerhed, som de igangværende
sonderinger giver i relation til handlen med DFDS’ aktier,
har ledelsen rettet henvendelse til Københavns Fondsbørs
med anmodning om at overføre Koncernens aktier til
Fondsbørsens observationsliste.
Med venlig hilsen
DFDS A/S
Jan
Erlund
Bestyrelsesformand
Thorleif Blok
Adm. direktør