Sikkerheden på DFDS Seaways' passagerskibe

Idet der henvises til henvendelser fra medierne vedrørende sikkerheden om bord på vore skibe kan vi meddele følgende:
Der blev i 2000 foretaget otte øvelser om bord på vore skibe under overvågning af Den danske Søfartsstyrelse. Ved en brandøvelse blev karakteren 0 givet, som følge af at tidsfristen ikke blev overholdt. Årsagen til dette var, at skibsledelsen ikke ville gå med til automatisk lukning af de vandtætte døre uden at sikre sig, at ingen kunne komme til skade. Rederiet har efterfølgende over for kaptajnen anerkendt, at hans handlemåde var korrekt, idet rederiet ikke kan acceptere, at besætning eller passagerer udsættes for unødig fare under øvelser.

Til trods for denne 0-karakter opnåede DFDS-flåden en gennemsnitskarakter på 7,1 af 10 opnåelige.

Vi tror, at Den danske Søfartsstyrelse vil kunne bekræfte, at sikkerhed og beredskab om bord i DFDS Seaways' passagerskibe er stærkt fokuseret og af meget høj kvalitet. De krav, som stilles, er mere end efterkommet, og de hyppige øvelser som gennemføres på alle rederiets skibe sikrer, at den til enhver tid ombordværende besætning opfylder de sikkerhedsmæssige krav. Det kan ligeledes bekræftes, at de rutiner som foreligger er under kontinuerlig afprøvning og vurdering.

Med venlig hilsen
DFDS Seaways A/S

Thor Johannesen
Vicedirektør

For yderligere oplysninger kontakt teknisk direktør Frede Kristiansen, tlf. 3342 3250, eller fleet manager Jens Høybye, tlf. 3342 3095.



Last updated 04/10/2007
DFDS A/S - Sundkrogsgade 11 - DK-2100 Copenhagen Ø About this site Disclaimer