DFDS Tor Line kontraherer tre store ro/ro-skibe (FBM)

Som et led i DFDS Koncernens nye strategi, offentliggjort den 11. januar 2001, har DFDS Tor Line kontraheret tre store ro/ro skibe – med option på yderligere fem skibe – ved Flensborg Værft i Tyskland. Levering af det første skib forventes at finde sted i september 2003.

Skibene er ca. 200 m lange, har en servicefart på ca. 22 knob og en lastkapacitet på ca. 4.000 lanemeter. Dette svarer til ca. 275 13,6 meter trailere. Denne skibsstørrelse placerer nybygningerne blandt de største shortsea-ro/ro-skibe i det nordeuropæiske marked.

Nybygningerne er planlagt indsat på henholdsvis ruten mellem Esbjerg og Immingham i Storbritannien (BritanniaBridge) samt mellem Gøteborg og Gent i Belgien (EuroBridge). Både afgangstider, frekvens og overfartstid forbedres væsentligt.

En af årsagerne til, at DFDS Tor Line har valgt et europæisk værft, er relateret til miljøet. Skibene har et meget lavt olieforbrug i forhold til den høje servicefart og dermed en lav forureningsgrad pr. transporteret enhed.

Det strategiske flådefornyelsesprogram vil styrke DFDS Tor Line's konkurrenceevne. Kontraheringen af de tre store ro/ro skibe er et vigtigt skridt i nedbringelse af ro/ro flådens gennemsnitsalder. Det er målsætningen over en årrække at nedbringe denne til omkring 10 år, og kun selv eje ca. 50% af den beskæftigede flåde. Det resterende antal skibe befragtes på korte eller lange kontrakter.

Det er aftalt mellem parterne ikke at oplyse kontraktsummen.

Kontraheringen vil ikke påvirke DFDS' resultat for 2001.

Med venlig hilsen
DFDS A/S

Ole Frie
Foresiddende direktør

For yderligere oplysninger kontakt foresiddende direktør Ole Frie, på telefon 3342 3400, e-mail:ole.frie@dfdstorline.com.



Last updated 04/10/2007
DFDS A/S - Sundkrogsgade 11 - DK-2100 Copenhagen Ø About this site Disclaimer