Ved en ceremoni torsdag den 30. maj på DFDS Canal Tours'
anløbsbro i Nyhavn blev en ny båd døbt "Tinsoldaten".
"Tinsoldaten" er den 13. nybygning i rækken af nye både,
som DFDS Canal Tours indsætter til glæde for de mange, både
turister og københavnere, der hver sommer nyder den smukke
kanalrundfart. Båden indsættes til afløsning for den
aldrende "Havnens Motor Færge" (HMF), som har tjent
kanalrundfarten i nøjagtig 50 år. DFDS Canal Tours har
snart gennemført en total fornyelse af flåden, som består
af ialt 15 både, 4 overdækkede samt 11 åbne både.
Den nye båd har plads til 168 passagerer og er udstyret
med en kraftig specialudviklet Volvo Penta motor, som giver
en høj driftsstabilitet. Sikkerhedsmæssigt er "Tinsoldaten"
bygget synkefri, da alle bådens hulrum er fyldt med skum.
Derved vil båden fungere som et stykke flamingo i tilfælde
af, at den bliver fyldt med vand.
Sidste år blev DFDS Canal Tours’ kanalrundfart kåret til
"Årets bedste turistattraktion" i Berlingske Tidendes
afstemning "Alt om København". Kanalrundfarten rundt i
Københavns kanaler afvikles fra Nyhavn og Gammel Strand med
kun en halv times mellemrum. Ialt fire både sejler hver dag
turister og københavnere rundt mellem 16 stoppesteder.
Udover at kunne nyde den smukke tur rundt i Københavns
kanaler tilbyder DFDS Canal Tours som en ekstra service i
år, at man kan stige af og på uvilkårligt på ruten. DFDS
Canal Tours stopper ved Fisketorvet Shopping Center, Den
Sorte Diamant, i Københavns centrum ved Gammel Strand,
Nyhavn og Christianshavns kanal, samt ved Holmen, Den Lille
Havfrue, Langelinie og Sø Fortet Trekroner.