DFDS Seaways indgår aftale med nyt reklamebureau

DFDS Seaways er inde i en forandringsproces for at skabe en konkurrencedygtig platform for fremtiden. Derfor har rederiet valgt at indgå samarbejde med reklamebureauet Halbye, Kaag & Thompson. Bureauet får ansvar for kommunikationen på samtlige markeder.

Passagerskibsrederiet DFDS Seaways  gennemgår i øjeblikket en omfattende forandringsproces med det formål at skabe en platform, der er konkurrencedygtig på det fremtidige rejsemarked. Således arbejder rederiet med at udvikle konceptet i passagerområderne om bord og planlægger at kunne præsentere resultatet i første kvartal af 2005. Et led i denne proces har også været at tage den hidtidige markedskommunikation op til revision. Som en konsekvens heraf indgår rederiet samarbejde med et nyt reklamebureau.

Valget er faldet på det københavnske bureau

Halbye, Kaag & Thompson

som får ansvaret  for DFDS Seaways' kommunikation på alle rederiets markeder. Da det er et ønske at styrke kendskabet til brandet DFDS Seaways og gøre rederiets position og kvalitet endnu tydeligere, binder bureauets kampagneidé alle markeder og kundesegmenter sammen. Det betyder, at rederiets kommunikation samles i ét fælles udtryk i Danmark, Sverige, Norge, Storbritannien, Holland og Tyskland.

"Vi har et produkt, som ofte overgår kundernes forventninger, og vi har været for dårlige til at fortælle, hvor store og gode oplevelser, man kan få om bord hos DFDS Seaways", forklarer koncerndirektør Søren Jespersen. "Mange passagerer er slet ikke klar over, hvad der venter dem, når de har købt deres billet. Derfor bliver de overraskede over at opleve, hvor høj standarden og hvor god den personlige service er på vore skibe. Målet med den nye kampagne, der lanceres til årsskiftet, er at gøre forventningerne til rejsen endnu højere. For det kan vi sagtens leve op til!", afslutter Søren Jespersen.

 

For yderligere oplysninger kontakt koncerndirektør Søren Jespersen 3342 3140



Last updated 04/10/2007
DFDS A/S - Sundkrogsgade 11 - DK-2100 Copenhagen Ø About this site Disclaimer