Forløb af generalforsamling i DFDS A/S (FBM)

Der er i dag den 14. april 2004 afholdt ordinær generalforsamling i ovennævnte selskab, hvor årsrapport og overskudsdisponering for 2003 blev godkendt.

De fremsatte forslag i henhold til dagsordenen, inkl. forslag til vedtægtsændring, blev godkendt.

Som bestyrelse blev således valgt direktør Ivar Samrén, direktør Svend Jakobsen, adm. direktør Ingar Skaug, regnskabschef Jill Lauritzen Melby og direktør Anders Moberg, og som revisorer blev valgt KPMG C. Jespersen og Deloitte. Det foreslåede udbytte på DKK 5,- pr. aktie blev godkendt, hvilket svarer til en udbetaling på i alt DKK 38 mio.

Desuden blev det besluttet at bemyndige bestyrelsen til – indtil næste ordinære generalforsamling – at lade Selskabet erhverve egne aktier inden for en samlet pålydende værdi af i alt 10% af Selskabets aktiekapital, jf. aktieselskabslovens §48. Vederlaget må ikke afvige fra den på erhvervelsestidspunktet på Københavns Fondsbørs noterede køberkurs med mere end 10%.

I forbindelse med beretningen om Selskabets virksomhed blev det oplyst, at det netop er besluttet at kontrahere en nybygning nr. 6 fra Flensborg Værft. Skibet forventes leveret medio 2006 og planlægges sat under dansk flag.

Efter generalforsamlingen blev der afholdt konstituerende bestyrelsesmøde, hvor Ivar Samrén blev genvalgt som formand og Svend Jakobsen som næstformand.

Det fremkom i øvrigt ikke andre væsentlige oplysninger på generalforsamlingen.

For yderligere oplysninger kontakt Christian Merrild, telefon 3342 3201.



Last updated 04/10/2007
DFDS A/S - Sundkrogsgade 11 - DK-2100 Copenhagen Ø About this site Disclaimer