Resultatforventning 2006 opjusteres til DKK 400 mio. (FBM)

Halvårsmeddelelsen indeholdt en resultatforventning for hele året om et resultat før skat i størrelsesordenen DKK 325 mio. På baggrund af resultatudviklingen i 3. kvartal, der blev bedre end forventet, og forventninger om en fortsat robust markedssituation inden for fragtområdet opjusterer DFDS resultatforventningen for 2006 til et resultat før skat i størrelsesordenen DKK 400 mio.

Resultatfremgangen kan henføres til fragtaktiviteterne i DFDS Tor Line, hvor markedsvæksten oversteg forventningerne i 3. kvartal, hvilket øgede kapacitetsudnyttelsen og dermed indtjeningen. Dertil kommer fornyelsen af flåden, der har medvirket til at skabe et konkurrencedygtigt omkostningsniveau.

For passageraktiviteterne i DFDS Seaways var 3. kvartal som forventet præget af fortsat vanskelige markedsvilkår.

Resultatet i den resterende del af året kan fortsat blive påvirket af udefrakommende begivenheder især ændringer i efterspørgslen i fragt- og passagermarkederne. Der er endvidere fortsat knyttet nogen usikkerhed til resultatpåvirkningen fra olieprisudviklingen.

Kvartalsmeddelelsen for 3. kvartal udsendes d. 29. november 2006.



For yderligere oplysninger kontakt økonomidirektør Chr. Merrild, tlf. 3342 3201, eller foresiddende direktør Ole Frie, tlf. 3342 3400.



Last updated 04/10/2007
DFDS A/S - Sundkrogsgade 11 - DK-2100 Copenhagen Ø About this site Disclaimer