DFDS øger fragtkapaciteten på Nordsøen i 2009

DFDS har indgået aftale med MWB Motorenwerke Bremerhaven AG om forlængelse af de tre ro-ro fragtskibe TOR BEGONIA, TOR FREESIA, og TOR FICARIA med 30 meter. Ombygningen gennemføres i 2009.

”Selv om skibene gav en stor forøgelse af kapaciteten, da de blev leveret for få år siden, så er vi allerede nu ved at mangle kapacitet på vores ruter på Nordsøen mellem Sverige og England, der fortsat vokser pænt. Med forlængelsen øger vi skibenes lasteevne til trailere, lastbiler, biler og andet gods med ca. 25%, og da skibenes energiforbrug stort set ikke øges, vil det samtidig reducere vores driftsomkostninger og miljøpåvirkning pr. transportenhed. Samling af godset på færre, men større skibe er en af de mest effektive måder at reducere omkostningerne og miljøpåvirkningen på, siger Peder Gellert Pedersen, Executive Vice President med ansvaret for DFDS største forretningsområde Ro-Ro Shipping.

Efter forlængelsen vil skibene være 230 meter lange og kunne rumme ca. 4.700 lanemeter gods. Den samlede investering udgør DKK 280 mio., hvoraf DKK 170 mio. afholdes i 2008 og resten i 2009. Den nye investering medfører, at DFDS’ samlede investeringer for 2008 stiger til omkring DKK 400 mio. mod tidligere forventet DKK 200 mio.

Skibene vil fortsat være beskæftiget på ruterne mellem Gøteborg i Sverige og Immingham i England.

Med forlængelsen og den øvrige modernisering og optimering af flåden, der gennemføres i disse år, vil Ro-Ro Shipping være tonnagemæssigt velforberedte, når den nuværende generelle vækstpause afløses af ny vækst i markedet, siger Peder Gellert Pedersen.

Yderligere oplysninger:
Informationschef Gert Jakobsen, 24 40 00 43



Last updated 26/08/2008
DFDS A/S - Sundkrogsgade 11 - DK-2100 Copenhagen Ø About this site Disclaimer