DFDS køber yderligere to ro/ro-fragtskibe

DFDS fortsætter fornyelsen af ro/ro-fragtskibsflåden. Det sker med købet af to nyere ro/ro-fragtskibe, der fra primo 2009 skal sikre en forbedret service på Nordsøen.

DFDS har indgået aftale om køb af to nyere ro/ro-fragtskibe fra engelske interesser. Begge skibe, der er bygget i 2000 på det kinesiske værft JinLing, har en kapacitet på 1900 lanemeter og skyder en servicefart på 20 knob. Skibene leveres omkring årsskiftet 2008/2009 og forventes indsat på rederiets rutenet på Nordsøen, hvor de skal erstatte skibe med en alder på ca. 30 år. Derved kommer de til fortsætte den gennemgribende modernisering af ro/ro-fragtskibsflåden, som DFDS har gennemført i de senere år.

- Det bliver stadig vigtigere at kunne tilbyde kunderne en optimal service med hensyn til pålidelighed, frekvens og kapacitet. Også miljøet spiller en stadig større rolle i vores og vores kunders overvejelser. Med så nye skibe har vi naturligvis bedre muligheder for at forbedre vores service over for kunderne og samtidig reducere energiforbruget og udledningerne. Nye skibe er simpelthen mere effektive i deres energiudnyttelse, siger Executive Vice President Peder Gellert Pedersen, der er øverste chef for koncernens ro-ro- og fragtterminalaktiviteter.

På Nordsøen forventes skibene især at skulle sejle med trailere, containere, tungt industrigods, stålkonstruktioner mv. Der er dog tale om skibe med en stor fleksibilitet.
Både FINNMASTER og FINNREEL, som er skibenes nuværende navne, er isforstærkede under klassifikationen Super 1A.

Den samme isforstærkning har de fire noget større ro/ro-skibe – ligeledes bygget på JinLing værftet – som DFDS har chartret af de samme engelske interesser for en længere periode. Det første af disse fire skibe er netop leveret og sejler nu under navnet TOR CORONA på selskabets rute mellem Fredericia, København og Klaipeda.

Skibene sejler i dag under engelsk flag, og det er endnu ikke besluttet, hvor skibene registreres efter overtagelsen.

Med aftalen om købet af de to skibe vil DFDS´s samlede planlagte tonnageinvesteringer frem til udgangen af 2009 blive i størrelsesordenen 0,9 mia. DKK. Der er på nuværende tidspunkt ingen planer om yderligere tonnageinvesteringer.

København, den 17. marts 2008

Yderligere oplysninger: Informationschef Gert Jakobsen: 24 40 00 43


Last updated 17/03/2008
DFDS A/S - Sundkrogsgade 11 - DK-2100 Copenhagen Ø About this site Disclaimer