DFDS skærper strategisk fokus

Da DFDS Koncernen i september 2007 offentliggjorde sin nye strategi, blev det meddelt, at det litauiske datterselskab DFDS LISCO’ s trampaktiviteter ikke giver væsentlige synergier sammen med koncernens øvrige forretningsområder og derfor ville blive afhændet. Målet var at samle fokus om et netværk bestående af de fem forretningsområder: Ro-Ro Shipping, Passenger Shipping, Container Shipping samt Terminal Services og Trailer Services.

Denne beslutning er nu blevet effektueret med salg af de fire trampskibe (multipurpose-skibe)  RASA, AUKSE, WTAUTAS og GEDIMINAS til en græsk køber. Fra slutningen af maj vil skibene gradvist blive overdraget til køber.

For at forberede salget blev trampaktiviteterne overført til et nystiftet selskab ved navn Aura Shipping. Aura Shipping vil fortsætte med at bemande skibene, indtil de er overdraget til den nye ejer. ”Salget berører i alt ca. 80 litauiske medarbejdere, og vi vil naturligvis undersøge alle muligheder for at kunne sikre så mange medarbejdere som muligt fortsat beskæftigelse. Dette arbejde er sat i gang,” siger Peder Gellert Pedersen, der er formand for bestyrelsen i DFDS LISCO AB, som er eneejer af Aura Shipping.

Resultatmæssig effekt
Med provenuet fra salget af skibene reduceres pengestrømmen fra hele årets forventede investeringer med et beløb i størrelsesordenen DKK 150 mio. Avancen fra salget af skibene udgør omkring DKK 20 mio.

Resultatforventningen om et resultat før skat for 2008 for koncernen i størrelsesordenen DKK 500 mio. fastholdes som følge af fortsat stor usikkerhed om forløbet af konjunkturudviklingen i resten af 2008, og dermed aktivitetsniveauet i DFDS’ markedsområder.

 DFDS A/S

For  yderligere information kontakt kommunikationschef  Gert Jakobsen 2440 0043.

 

 



Last updated 06/05/2008
DFDS A/S - Sundkrogsgade 11 - DK-2100 Copenhagen Ø About this site Disclaimer