
Familietur til Oslo
En guide til de sjoveste aktiviteter
Oslo er proppet med sjove og seje familieaktiviteter som vil begejstre både store og små og sende lattermusklerne på overarbejde. I Oslo kan du se eksotiske edderkopper og slanger i Reptilparken, producere dine egne pophits på Popsenteret og teste din højdeskræk i stierne som svinger sig rundt i Oslos trætoppe i Klatreparken.
Her har vi samlet de mest fabelagtige aktiviteter i Oslo, som garanterer en mindeværdig dag for hele familien som I sent vil glemme.

Teknisk Museum
Teknisk Museum er stedet for at have det sjovt mens I lærer. Her kan I udforske naturvidenskabelige og teknologiske principper indenfor temaerne energi, fysiske fænomener, kroppen, matematik og verdensrummet.
Deltag i spændende opfindelser med omkring 100 prøv-selv-installationer og mere end 25 udstillinger om teknologi og medicin! Prøv alt fra at tage selfies foran den grønne skærm, teste reaktionstid og konkurrere med en ven om, hvem der løber hurtigst.

Naturhistorisk Museum
Et besøg på Naturhistorisk Museum er en af børnenes absolutte favoritaktiviteter og her kan de lære og lade sig fascinere af naturens mangfoldighed – både fra nutid og den spændende forhistoriske tid.
Museets zoologiske og geologiske udstillinger viser blandt andet frem Tyrannosaurusen ‘Stan’, det verdenskendte fossil ‘Ida’, krystaller og en sal over to etager med Norges dyreliv fra kyst til højfjeld.

Oslo Reptilpark
Besøg Oslo Reptilpark og kom tæt på slanger og andre eksotiske kryb. Den centralt beliggende reptilpark gemmer på et væld af farverige arter i de indendørs terrarier. Fra store kvælerslanger til farverige kamæleoner og dværg-krokodiller er reptilparken fyldt med dyr, som i lige grad vil fascinere og skræmme.
Hvis du tør, er det slet ikke utænkeligt, at du kan få lov til at slynge en af de mere børnevenlige slanger om skuldrene. På tirsdage vil der desuden være mulighed for at se de mange dyr blive fodret.

Himlen for tegneseriefans
Oslos vildeste tegneserie- og legetøjsbutik, Outland, ligger centralt placeret på Kirkegata 23. Foruden et imponerende udvalg af tegneserier fra hele verden tæller Outlands sortiment også brætspil, LEGO, merchandise og en nærmest uendelig stor samling objekter fra flere yndlingsfilmer.
Tip: Butikken har flere mandshøje figurer, som de mindste uden tvivl vil elske at få taget et billede sammen med.

Freialand
Kan du lide filmen Charlie og Chokoladefabrikken? Ja? Så må du besøge Freialand, Norges ældste chokoladefabrik. Chokoladefabrikken Freia blev grundlagt i 1898, og har siden produceret chokolade til nordmænd og resten af verden.
Fabrikken tilbyder rundvisning hvor du blandt andet får viden om chokoladens og Freias historie. Her kan børn lave deres egen chokolade og I får rigelig med smagsprøver undervejs.

Høyt & Lavt Klatrepark
Et besøg i en klatrepark er en herlig aktivitet for hele familien, og klatreparken på Tryvann er blandt de største og mest populære klatreparker i Norden. Her får I udfordrende og såvel højt som lavt i Oslos trætoppe! Ruterne, som svinger sig fra træ til træ, er tilpasset både unge og ældre. Parken består af 12 klatreruter med elementer som zip-lines, hængebroer, tunneller, stiger og balance- og reb-elementer.
DFDS-rute til Norge
Rejseguider
