Skiferie i Hafjell med hytte
Skiferie i Hafjell - Norges 3. største alpinanlæg
Hafjell har både seriøst skiløb for de øvede, med alpine løjper af olympisk kvalitet, samt lettere løjper for børn og nybegyndere. Skibussen i Hafjell kører mellem hotellerne i centrum, alpincentret, butikker, Gaiastova på toppen af Hafjell og Hunderfossen Eventyrpark, der byder på vintereventyr for hele familien. Bussen er gratis for skigæster, som transporteres hurtigt og nemt rundt. Afgangene passer med åbningstiderne i alpincentret.
Skikampagne: Få bilen med gratis på skiferie. Læs mere og bestil her.
Familievenlige områder
Hafjell byder på hele tre børneområder. KIDS Knerten ligger centralt i dalområdet og har familiebakke og slalom-bane. Et perfekt sted for nye skiløbere. KIDS Mosetertoppen ved gondolen, har figur-løjper og børnevenlige båndlifte, mini-cross og baner for både begyndere og øvede. Området har også en restaurant og bænke. KIDS Gaia ligger ved toppen af Hafjell, og her finder I ski-cross løjpe samt en bakke til aktiviteter uden ski. I Gaiastova, kan I lune jer med en kop varm kakao. Alle familieområder har grill, så der kan ristes hotdogs eller skumfiduser.
Alpint og Snowboard
Hafjell har et godt alpincenter med bl.a. 1 gondollift og 2 ekspresstolelifte, der hurtigt bringer dig op på toppen af alpinområdet. Her er alpinløjper i alle sværhedsgrader. Højdeforskellen på 830 m er en af de største i Norden. Hafjell Alpincenter ligger i læ af skovterræn og har høj snesikkerhed samt stort udbygget snekanonanlæg. Der er også aftenkørsel nogle dage om ugen. For snowboardere findes der to store parker med mange udfordringer.
Langrend i Hafjell
I Hafjell er der gode muligheder for langrend med et stort løjpenet af præparerede og mærkede løjper. Her findes et væld af flotte turmuligheder ind over fjeldet mod Nordseter/Sjusøen, og Hornsjø eller nordover mod Lisetra. Langrendsløjperne starter på toppen af Hafjell Alpinsenter ved Gondoltoppen eller Gaiastova.